| Reklame | 1/8 startede hverdagen så småt – der startede Kalle nemlig i vuggestue, og Villy i børnehave og P på arbejde efter ferien. Jeg havde lige et par uger mere, til indkøring, så startede jeg 12/8. Så jeg tænkte at jeg lige ville bruge muligheden til at beskrive lidt, hvad jeg tænker at man skal bruge til vuggestuestart.

vuggestuestart

Sæt i gang!

Alt det her er jo en guideline – tag det du kan bruge, lad resten ligge.

Hvad skal man bruge til vuggestuestart?

Når ens lille pode skal starte i vuggestue (eller dagpleje for den sags skyld) vil jeg altid anbefale at man snakker med personalet derovre, høre hvad de anbefaler.

Måske de har nogle erfaringer om hvad der gør sig godt hos lige præcis dem, men ellers kan du jo kigge lidt på hvad jeg har gjort mig af erfaringer som mor til nu to børn der er startet i vuggestue. Og samtidig som pædagog, ikke at forglemme.

Dit barn skal have noget overtøj der passer til sæsonen.
Nogen praktiserer at købe to af alt, så der er et sæt til både vuggestue og hjemme, det har vi aldrig gjort. Vi har taget med hjem, hvis vi har vidst vi skulle bruge det.

Garderoben – sommer

Dit barn skal medbringe en let jakke og eventuelt en trøje. Og regntøj. Regntøj skal faktisk altid være en del af garderoben – især hvis dit barn stadig kravler.

Jorden er tit kold eller fugtig, og derfor er det godt med regntøj.
Og regnbukser især, som kan kombineres med en trøje. Lad være med at købe regndragter. De bliver kogende varme! For det kan altså godt være fugtigt på jorden og stadig varmt i luften, og så er regnbukser alene altså fint. Jeg kan godt lide Celavi og Wheat umiddelbart.

Og så nogle ordentlige sko, sandaler (med snude! For guds skyld med snude!) hvis det er meget varmt, lukkede sko ellers. Og køb gerne nogle sko der også kan klare lidt vand, fx lædersko. Vuggestuebørn, de helt små altså, er ikke ude i øsende regnvejr, så de behøver ikke gummistøvler – de går også virkelig dårligt i dem.

Hvis barnet ikke kan gå endnu, kan man købe nogle læderfutter, fx fra Melton eller Fuzzies, som isolerer en smule. Det er i princippet sutsko, men fungerer fint på tørt underlag uden for og de er ikke så dyre. Og ellers overtræksfutter, der ved jeg at Reima har nogle med skridsikker bund.

Husk en sommerhat, forhør dig i institutionen om der må være snor i. Og nogle steder skal man selv have solcreme med.

Garderoben – forår/efterår

Når det bliver efterår skal jakken isolere lidt mere. Jeg er glad for termotøj, eventuelt også en vest, men ellers i hvert fald et sæt med jakke og bukser. Det er vist lidt en religion, ligesom med regntøj, om hvad man er til, men jeg kan godt lide Wheat og Celavi.
Igen er jeg fortaler for todelt sæt, ligesom med regntøjet, så det kan kombineres bedre med andet tøj. Nogen mener ikke at todelt dur til kravlebørn, men jeg synes nu det har fungeret glimrende.

Dertil regntøj, selvfølgelig, og en tynd hue og eventuelt nogle tynde vanter til når det bliver koldere.

Her er også et par lukkede sko en god ting, det kan lige tage den værste fugt fra vådt sand eller græs, på en måde som sneakers ikke kan. Og så sidder ordentlige, lukkede sko bedre på de små nyligt gående, end sneakers gør.
Hvis barnet ikke går endnu, så køb nogle gode overtræksfutter.

vuggestuestart

Garderoben – vinter

Så bliver det vinter, og din lille skat skal have flyverdragt med.
Jeg er glad for også at have en vinterjakke også, men det må man jo gøre som man lyster.
Vi har prøvet vintertøj fra Reima og fra Racoon, og jeg må indrømme at Reima er vi vendt tilbage til. Det kan bare noget, og selv efter en vinter i børnehave, er det minimalt hvor slidt det er.

Så skal I have nogle huer med. Varme, vindtætte og gerne to styks, så der er, til hvis den bliver våd.
Brug elefanthuer, så der bliver lukket af nede i halsudskæringen.

Og så vanter! Gerne flere par.
Jeg har fundet ud af at sådan nogle bløde gummivanter er gode, ikke fingervanter. En pædagog sagde en gang at

gode vanter, er mange vanter

Forstået på den måde, at barnet kan tage tørre på. Men i min optik er stofvanter og fingervanter fuldstændigt ubrugeligt, især når det er vådt i vejret.

Og vinterstøvlerne. Køb nogen der sidder ordentligt fast på foden, ikke sådan nogle store og tunge termostøvler, det kan tids nok komme.

Så kommer der til det tøj der skal være inde i kurven.

Hvad skal der så være i kurven?

Alle vuggestuer, og børnehave for den sags skyld, har en form for system til skiftetøj. Hos nogen ligger tøjet i garderoben, hos andre på badeværelset.

Jeg synes altid der skal være to af alt. Så er der lidt ekstra, men jeg havde så også et barn der nærmest tog bad i vasken hver dag.

Og lad være med at give de unødvendige ting med. Nej, det er ikke nødvendigt med tylskørt og lille bolero. Giv det på hjemmefra, hvis du vil – men det behøver ikke være i kurven.

Jeg set og adopteret et system, som jeg synes er ret smart, hvor tøjet deles op i små poser. Jo nemmere det er at finde det man som pædagog skal bruge, jo bedre er det. Det har også fået virkelig meget ros i Villys børnehave.
Sørg desuden for at tøjet passer i størrelsen.

Det er forøvrigt et generelt tip, tag hele garderoben og kurvens indhold med hjem med jævne mellemrum og tjek at det stadig passer, er opdateret og så videre.

Og så slipper pædagogerne/-medhjælperne for at skulle bruge en masse tid på at lede efter tøj højt og lavt. Det sætter de (VI) pris på.
Medbring til kurven:

  • to bodyer (lange eller korte ærmer, alt efter sæson)
  • to par bukser (lange eller korte, alt efter sæson)
  • to par strømper
  • et par strømpebukser (hvis I bruger det)
  • eventuelt undertrøje-bodyer (mine har altid uld inderst)

Derudover er der herunder lidt andet man kan overveje…

Og så de andre små ting.

Hvis dit barn bruger sut, så medbring to. Mange steder har de en lille kop med barnets navn på, der kan sutterne ligge i. Hver opmærksom på at det er DIT ansvar at skolde dem med jævne mellemrum. Og, at de kommer med retur til koppen.

Vælg sutter med navn, eller skriv på dem. Så er der lidt større chance for at dit barn for sin egen sut. Og at man ikke mister alt for mange.
For, man vil altså opleve at ikke alt kommer med hjem. Sådan er det bare, det er næsten utænkeligt andet. Men hvis du vil sikre dig nogenlunde, så SÆT NAVN I! I alt. Måske ikke sokkerne, alt efter hvor hys du er. Jeg svinger mellem at bruge navnemærker og så bare skrive med en kuglepen. Begge dele fungerer fint.

Derudover medbring det, du mener dit barn ikke kan undvære. Ikke alt muligt andet. Hvis hun sover med nusseklud eller bamse, så tag den med. Hvis hun har brug for en dims, dukke, bamse til at lette overgangen, så tag den med. Men lad være med at medbringe hele værelset.

Husk hagesmække, hvis du har et barn der vådter.

Håber du kan bruge det til noget!

God vuggestuestart! Mange hilsner fra Carina

Husk jeg bliver altid glad for kommentarer herinde, og svarer altid!
Du altid kan følge med på Facebook og få besked om nye indlæg.

3 thoughts on “Hvad skal man bruge til vuggestuestart?”

  1. Tak!
    Det der med to af hver er en god ide ?
    Og endnu et tip: køb en tekstiltusch i en stofbutik til at skrive navn i tøjet. Vores har holdt i snart 4 år ( og den er brugt i alt institutionstøj!) . Tuschen går ikke af i vask og skal ikke fikseres inden brug ?

    1. Dejligt du kunne bruge det! Og fedt at tekstiltusch virker! Jeg bruger hvad jeg nu har, hvis ikke jeg henter klistermærkerne frem (som vi egentlig kun har fordi jeg har haft testet dem og vundet en omgang også), og synes faktisk det meste bliver hængende (både kuglepind, sprittusch mv). Vi ses på lørdag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.