Så nåede vi til den 16. december i Historien om Villy og Nielsen, og der er kun 8 små dage til juleaften. 8 dage til lysene skal tændes, maden skal spises og gaverne åbnes. Villy forstår ikke helt hypen, men læs med i julekalenderens 16. låge.
16. december
Ret meget af Villys familie bor i Jylland. Det kender Nielsen godt, siger han, for der har han også boet en gang. Den gang, det er mange mange år siden, der fandtes der ikke biler, og man red rundt på heste, når man skulle nogen steder. Der fandtes ikke telefoner og fjernsyn, og hvis man skulle snakke sammen med familie langt væk, sendte man breve. Enten med post eller med duer. Ja duer. Villy fattede ikke en meter af Nielsens snak.
Når han ville snakke med farfar, så tog Baar bare telefonen, og så ringede de op. Så kunne de se farfar og snakke med ham, mens farfar sad i sit køkken og Baar og Villy sad i sofaen.
Det forstod Nielsen så ingenting af. Kan man virkelig se hinanden, inden i den lille sorte dims? Det sagde Villy at man kunne, og straks måtte de selvfølgelig prøve at ringe til Jylland. Ikke til hele Jylland, men til Villys farfar. Den ringede op, og farfar kom frem på skærmen og sagde “hej”. Nielsen blev så forskrækket, at han faldt ned af sofaen med et brag, og Muar kom og spurgte hvad der dog var sket. Villy grinede og pegede, og Muar forstod straks det hele.
Hun hjalp Nielsen op, så han kunne se med, og han tøvede, men sneg sig frem og kiggede frem og sagde “hej” til farfar.
Det var godt nok en mærkelig oplevelse, syntes Nielsen. Det sagde han også bagefter, da de havde lagt på. Man lagde faktisk ikke noget på, man trykkede bare på en knap. Villy kunne godt se, at det lød fjollet. Men de slukkede for farfar i hvert fald, og gik ned for at lege.