Min karriere som mor til babysvømning, tæller efterhånden et par år, så derfor føler jeg mig også rimelig ovenpå, når jeg står der i omklædningen med en våd baby og en.. eh.. lad mig bare sige, ikke helt opdateret krop (min egen).

babysvømning

Når mor for en gangs skyld føler sig ovenpå

Da jeg så startede til babysvømning med Kalle her i starten af januar, samme sted som jeg gik med Villy, kunne jeg hurtigt fornemme at jeg var denne erfarne på holdet.
Og jeg kunne tydeligt se mig selv, for lidt over to år siden, i de andres blikke, da børnene skreg og sveden haglede af dem.

Og som jeg hviskede til Kalle,

Du får mig til at føle mig ovenpå, det kan jeg godt lide

Han virkede nu pænt ligeglad, men i en verden hvor man tit føler man ikke helt rækker, så var det altså rart for en gangs skyld at føle sig oven på.

Både, da det viste sig at de sørme også kørte samme program, som den gang, så jeg kunne sangene, da jeg var tryg med tanken om at Kalle skulle dykke en dag – og faktisk allerede havde prøvet det, og slutteligt, og må jeg skrive især, da vi skulle igennem det maraton det er at fragte sig selv og en baby gennem omklædning uden sammenbrud. Hvadenten det er den ene eller den anden vej.

Derfor tænkte jeg, det må jeg da dele.

Ikke fordi det er Guds gave, denne viden, men jeg tænker det måske kunne hjælpe nogen, så flere ikke ender der hvor Alvormor endte, da huns startede til babysvømning endte – med bikinitrussen den forkerte vej. Du kan finde hendes indlæg den 27. januar på hendes facebook side.

Derfor kommer her, mine fem tips til succesfuld babysvømning.

Fem tips til succesfuld babysvømning

1. Vær beredt!

Pak tasken i god tid, så du ikke glemmer noget.

Og her må jeg tale for ekstra håndklæder! Jeg får tit pakket i sidste øjeblik, og har både oplevet at stå uden badeble eller uden almindelig ble. Heldigvis er man jo mange i samme båd og der vil nok altid være en der kan hjælpe dig, men det er nu rarest at have tingene med selv.

Jeg pakker håndklæder, badedragt og rent undertøj til mig selv. Ikke så meget andet, en større omgang med hensyn til personlig pleje må vente til derhjemme. Det er der altså ikke tid til her.

Til Kalle pakker jeg: Badebleer, to små håndklæder (alternativt kan han låne et af mine, så vi nøjes med tre i alt), det er godt at have et til at pakke baby med våd badeble ind i, og et til når baby er vasket efter svømningen.
Almindelige bleer (måske en lille pusletaske, jeg har Kalles ting i sådan en her).

OG et par badebukser. Mange af de københavnske svømmehaller har nu krav om at man bruger disse, og med badeble under. Jeg kan se at man kan købe bomuldsbleer derinde også, vi bruger bare engangs fra Huggies.

2. Vær frisk og mæt

Selvfølgelig gælder dette jer begge to.

Og nej, det er altså ikke altid til at koordinere helt med sådan en lille egoistisk skabning, men prøv i hvert fald at sørge for at han eller hun ikke er totalt maste og ved at dø af sult.

Det er altid tilladt at komme lidt for sent, hvis man lige skulle sove færdig, og lad være med at stresse over det. Det samme hvis man har brug for at gå før – hellere 20 gode minutter i vandet, end 30 i gråd.

3. Hav orienteret dig inden

Ja og det er måske mest mig.

Men jeg kan bedst lide at vide hvordan tingene er, inde jeg skal fragte baby igennem det, under tid, sammen med 10-12 andre mødre og dertilhørende børn. Så hvis det er muligt, så besøg svømmehallen inden I starter, og rigtig gerne sammen med en anden, så I er to til at klare skærerne.

Undersøg fx hvor det er mest hensigtsmæssigt at bade din baby. Nogle svømmehaller har rigtig fine pusleområder helt inde ved bassinet, det er SÅ smart!

4. Hold baby varm

Hav baby påklædt så meget af tiden som muligt.

Det vil sige, du skal ikke klæde ham eller hende af som det første, dernæst ordne dig selv, og så baby til sidst. Så er han helt blå og ked af det til den tid.

Start med dig selv, og hav baby siddende i den autostol eller klapvogn de fleste svømmehaller tilbyder til låns.

babysvømning

Vi har brugt vores egen autostol meget, hvor jeg havde et lille stykke voksdug liggende i, så den ikke blev våd nede i.

Nå, men start med dig selv. Når du så er helt klar, så går du i gang med baby, fx hvis svømmehallen har et pusleområde. Hvis ikke, må du have baby med ind under bruseren. Det kan man også sagtens, de fleste kan faktisk godt lide det.

5. Træk vejret HELT ned i maven

Og slap af.

Det skal nok gå!

Din baby reagerer med det samme, hvis du stresser rundt og så bliver det først en ulykkelig historie.

Slap af.

Tag det roligt, og fragt jer begge to igennem i ro og mag.

Det er et stort arbejde for at komme ud og bade, svømning er SKØNT, alt det før og efter skal bare overstås, og jo hurtigere jo bedre. Jo hurtigere baby får tøj på og kan få noget mad, jo bedre.
Sidst, da jeg sad og var ved at tage overtøj på, var resten af vores hold på vej i bad, efter at have ordnet babyer. Som en sagde

Du arbejder godt nok hurtigt…!

Og ja det gør jeg, hurtigt og præcist. Som en militær operation.

Har I gået til svømning? Jeg påtænker at lave en svømmehalsguide, da jeg virkelig synes der er langt mellem snapsene, så kom gerne med lidt information om din svømmehal, eller hvor I bedst kan lide at bade.

babysvømning

God svømmetur!

Mange hilsner Carina

Husk du altid kan følge med på Facebook og få besked om nye indlæg, og følge endnu mere med på Instagram hvor jeg jævnligt deler billeder – især nu hvor jeg er på barsel.
På Pinterest kan du finde mine kreative indslag – og så er jeg vist heller ikke på flere sociale medier….!
Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har noget der ligger dig på sinde, i forbindelse med mit indlæg, ris eller ros, eller svar på et spørgsmål. Eller noget helt syvende! Jeg elsker at se hvad I tænker om det jeg skriver!

2 thoughts on “Fem tips til succesfuld babysvømning”

  1. Super gode råd. Vi har været så glade for at gå til babysvømning med vores børn og de elsker stadig her 10 år efter at komme i vandet.

    Der udover blev de så dejligt trætte af babysvømning, så de tog en mega lang middagslur.

    1. Mine babyer er aldrig blevet rigtig trætte, desværre. Unormale typer altså!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.