Forældretyper. Hvordan ville jeg gerne være forælder? Hvilke ting ville jeg gerne gøre? Hvad ville jeg i hvert fald ikke? Hvad var mine kæpheste? Et stort spørgsmål med mange svar.

Før jeg blev mor, havde jeg qua mit arbejde som pædagog, erfaring med adskillige forskellige typer forældre. Selvfølgelig ser man også forældre i omgangskredsen, onkler eller tanter, søskende, vennepar og så videre, men lige dem her, forældrene de forskellige steder jeg har arbejdet, gav mig en ret klar ide om hvilken type forælder jeg gerne ville være.

Vores barn skal aldrig NOGENSINDE mangle skiftetøj

Jeg ville være hende hvis barn altid havde skiftetøj med. Og gerne så rigeligt af det. Jeg har så ofte stået i den situation på arbejdet, med en tom kurv (eller alternativt en kurv med kjoler og veste ? ja veste, hvad skal man bruge det til? Der skal være bukser, bluser, strømper, underbukser. Ikke andet), og et barn uden bukser på. Og så bruger man syv lange og syv brede på at lede hele børnehaven igennem efter bukser der bare passer sådan nogenlunde i størrelsen, og det eneste man kan finde er et par pink velourbukser, der mellem os to sagt, ikke er særlig pæne. Hvilket lille Mathias? mor heller ikke synes, og vælger at kommentere på, hvortil jeg bare må svare ?Jamen, hans kurv var tom, det var hvad vi havde?.?. Og nej, kurven blev ikke fyldt op, og velourbukserne kom ikke igen, så næste gang havde vi virkelig et problem?.

Derfor kom jeg en gang hjem fra arbejde en gang for flere år siden, kiggede strengt på P og sagde ?Hvis vi en dag får et barn, skal det barn ALDRIG og jeg mener ALDRIG mangle skiftetøj?, og han så helt skræmt ud og sagde ?Okay?.

Og jo, selvfølgelig har mit barn allerede i sit relativt korte institutionsliv, manglet skiftetøj, men han bruger også gerne et sæt eller to om dagen, og så skal jeg indrømme at jeg ikke altid når at få fyldt op. Men pt. har han vist syv sæt liggende derovre, plus strømper og hagesmække, så satser på at vi kan klare den kommende uges tid?

Mit barn skal selv gå ind

Åh denne her er god. Den kommer sig af erfaringer med adskillige forældre med børn helt op mod 4-4,5 år, der stadig kommer bærende ind med børnene. Og jo, selvfølgelig må man godt bære sit barn, ingen tvivl om det. Men du kunne også prøve at se om benene kan bære?
Faktisk virker det på børnene som om, at det er fysisk og psykisk nemmere at komme ind af døren, hvis de ligesom selv går ? det er rigtigt, det virker. De gange jeg har fået overtalt en forælder til at prøve, så går det på en måde lidt nemmere, end når man kan knuge sig til sin mors hals, og gemme sig hele vejen ind af døren.

Villy han går selv ind. Det har han nærmest gjort fra starten af, da han altså lærte at gå. Før det kravlede han. Nogle gange skal han op på armen når vi er inde af døren, for så at kramme af og blive overdraget til en voksen ? læs gerne mere her, om det med at komme ind på stuen, som forælder. Vuggestuens gulv er ikke lukket land for forældre, de vil hellere end gerne have dig ind og hjælpe børnene i gang med dagen. Bare husk at tage skoene af, eller tage futter på, så vi begrænser svineriet.

De forældre er også dem, der kører deres børn i klapvogn, selvom de bor to sekunders gåtur væk. Og de mener at deres børn bliver trætte i benene, når de skal ud og gå. Og ja, det gør de nok ? men så skal de øve sig. Man skal kunne gå en tur, på sine egne to ben, når man starter i børnehave. Det skal man altså.

Jeg skulle MAKS amme et år

Maks! Virkelig maks. Jeg skulle i hvert fald ikke amme mere, når jeg startede på arbejde, når Villy var liiiige knap et år.

Forestil dig her, mig, der gammelklogt ruller med øjnene. Ja, sådan.

For Villy var klart en bryst-fyr. Han EEEELSKEDE at blive ammet. Og vi ammede hele tiden. Hele tiden. Indtil vi ramte 9 måneders alderen, ammede han 10-12 gange i døgnet. Derefter begyndte det at gå lidt ned. Starten i vuggestuen gav også en naturlig nedgang, og de sidste måneder fra han blev et år og frem til 14 måneder, der blev han ammet et par gange i døgnet.

Faktisk endte han med selv at vælge det fra. Jeg troede aldrig den dag ville komme. Jeg var både virkelig træt af at amme, og samtidig virkelig glad for at amme. Fordi Villy var så glad for det. Men til sidst, så begyndte han at lege, slippe brystet og så besluttede jeg, at tiden vist var gået. Og stoppet gik overraskende nemt.

At han så stadig kronisk har en hånd nede i min udskæring, hvis muligheden byder sig.

Det var lige starten på nogle af mine kæpheste. Måske kommer jeg i tanke om flere? Indtil da kan du hygge dig lidt med et indlæg jeg skrev noter til, kort efter Villy var kommet flyvende ud i verden. Det finder du lige her og det handler om alt tumulten i min hjerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.