Min beretning starter allerede fjorten dage før Villy ville ud i verden:

29. marts

29/3 blev det konstateret at baby lå med rumpen ned af og vi fik vi tid til vendingsforsøg 31/3 hvor jeg var 37 uger henne.

31. marts

Vi mødte ind på hospitalet og efter næsten en times ventetid, kom vi ind og jeg blev lagt på en briks. Jeg lå så dårligt! Den var hård, og hovedgærdet var hævet, men det passede ikke rigtigt til ‘knækket’ i min lænd.

Der blev holdt øje med babys hjerterytme, fordi man godt kan risikere at stresse babyen under en vending.

Efter at have ligget med måler på i tyve minutter, fin jeg en muskelafslappende sprøjte i låret, som ‘ville svide lidt’ – ja det skal jeg da love for! Auch!

Så skal der dælme vendes baby!

Jordemoderen fortalte at man jo kunne risikere at gå i fødsel, eller at babyen blev stresset og at man så lavede akut kejsersnit – og da det ikke var forberedt, ville det i så fald gå rigtig rigtig stærkt!

Efter et kvarters tid kom en fødselslæge og en studerende og mærkede på maven, og så prøvede lægen at vende. Først forsøgte hun to gange at vende ham forover, og da det ikke lykkedes, så en gang bagover, og hun brugte ALLE sine kræfter! Hun masede med hele armen og al sin vægt.

Hun virkede inden vendingen meget opsat på at få vendt ham, så jeg kunne føde ‘rigtigt’, men måtte konstatere at det ikke ville lykkedes. Og så fortalte hun at vi kunne vælge kejsersnit eller fødsel med rumpen først – jordemoderen sagde at der var truffet beslutning om at det skulle være kejsersnit. Så fortalte hun om at et kejsersnit var en stille og rolig oplevelse, der ville være mange mennesker, men at det var roligt. Og så fil vi en tid.

Kejsersnit 14/4.

11. april

Jeg bløder lidt da jeg står op og har ondt over lænden med mellemrum.

Jeg ringer til fødegangen, og de siger jeg skal se tiden an – det kan godt være et blodkar der er bristet.

Efter en lur og et bad sidst på formiddagen, er det slut.

Omkring kl 13 ringer jeg far hjem, da jeg bløder igen. Jeg kontakter fødegangen, der ikke mener der er noget at være bekymret for.

12. april

Jeg vågner omkring halv fire med rigtig ondt henover lænden. Jeg halvsover, men holder øje med klokken, jeg har ondt ca hvert kvarter.

Jeg begynder at tage tid på det:

04.14

04.30

04.40

04.52

05.02

05.15 (0,54)

05.25 (2,07)

05.35 (1,35)

05.45 (5,00) – 05.
05.58 (1,54)
06.13

06.21

Da far vågner omkring kl 6, aftaler vi at jeg ringer til fødegangen. De vil gerne se os.

Så er det nu. Måske…

Jeg tager et bad og spiser morgenmad, mens far finder tasker frem og ringer til chefen og siger at vi skal på hospitalet.

Der er heldigvis ikke særlig meget trafik, vi finder nemt en parkeringsplads og vi kommer i tanke om at vi havde tid til at få skiftet til sommerdæk kl 8.

Så på gåturen fra bilen, mellem to veer, ringer jeg og melder afbud.

Vi ankommer på fødegangen 7.20, hvor vi bliver taget imod af en jordemoder der hedder Anne Sofie, vi er de eneste der er der og hun ved at vi kommer – vi kommer til med det samme.

Vi bliver vist ind på en stue – den samme som vi var på, da de forsøgte at vende babyen inde i maven 31/3.
Jeg bliver mærket på, og får sat elastisk og dimser på maven der skal måle babys hjerteaktivitet og veerne, og skal ligge en halv times tid.

Jordemoderen spørger om jeg vil have panodiler, det takker jeg nej til, men ja til en varmepude, som hun kommer med efter lidt tid. Hun lader os være alene.

Veerne kommer stadig hvert 10.-12. minut og nogle af dem gør godt ondt! Det er træls at ligge låst fast på den hårde briks, når veerne bider.

Jordemoderen kommer tilbage og siger at hun kan se at veerne er der, men er uregelmæssige.

Hun undersøger mig indvendigt og siger at jeg er tre cm åben og stort set uden livmoderhals, så mens hun sidder på briksen, siger hun at hun foreslår at vi sætter gang i et kejsersnit nu her.

Det bliver ikke et akut kejsersnit, men heller ikke planlagt, da det jo egentlig først er planlagt til at skulle være om to dage.

Hun siger at der nok går en times tid, da de jo lige skal samle er operationshold og da der jo ikke er noget galt, så går det stille og roligt. Og så henter hun hospitalstøj til os.

Hun siger også at det er flot at min krop er kommet så langt i fødslen på så relativt dårlige veer over så relativt kort tid.

Jeg spørger hende om hvornår hun tror jeg ville have født, hvis jeg selv skulle føde – og hun siger at vi nok var blevet sendt ud på en gåtur, for at sætte fut i tingene. Og så havde jeg nok født i løbet af dagen.

Efter det, bløder jeg meget og har hyppigere veer.

Jordemoderen lægger drop på mig.

Og så den kongelige hoflæge..

Jeg går ud i receptionen og beder dem om at aflyse mit besøg hos konsultationsjordemoderen samme eftermiddag.
Vi taler lidt sammen, far og jeg, græder lidt og er lidt overvældede. Vi får hospitalstøj på og jordemoderen henter os ned på operationsgangen.

Nede på operationsgangen kan vi følge med i at holdet bliver stampet sammen – de kommer gående fra forskellige steder, ringer efter folk og får folk til at komme.

Vi skal svare på nogle spørgsmål i forhold til operationen og have at vide hvilke risici der er ved et kejsersnit.

Alle kommer og præsenterer sig for os, og far kommenterer at fødselslægen da vist er ham der plejer at være med, når de kongelige børn bliver vist frem. Jeg undrer mig over at han har opdaget det – far er ikke just typen der læser sladderblade.

Jeg har veer hvert 4. minut ca, de gør ondt og jeg står lænet op af rækværket på væggen, mens far stryger mig over lænden.
Vi kommer ind på operationsstuen, hvor jeg bliver sat op på briksen, og straks går de i gang med at spritte mig af på ryggen og sætte mig til dropstativ.

De sætter elektroder på min brystkasse.

Så kører vi!

De må lige koordinere blokaden med veerne, så jeg kan sidde stille i mens den bliver lagt.

Da jeg får lagt spinalblokaden i ryggen, rammer de kort en nerve og mit højre ben svirper højt op og jeg udbryder ‘av!’ – mens er var vist mest forskrækkelsen.

De havde nu advaret mig i forvejen om at det kunne ske.

Med det samme at blokaden er lagt, svinger de mine ben op – følelsen er allerede ved at forsvinde i benene.

Benene forsvinder…

Jeg får lagt armen med droppet ud til siden og den anden i en lomme, så jeg ikke taber den. De piller trusserne af mig og spørger om jeg kan mærke noget.

Jeg bliver mærket på med en kold klud, smerte og kulde hænger åbenbart sammen, og blokaden gør at man ikke kan mærke smerte, men godt kan mærke ‘at der sker noget’. Jeg er hele tiden bange for at svare forkert, tænk nu HVIS jeg kunne mærke noget, og at jeg så kan mærke når de skærer..

Jeg ligger der på bordet, mens alle får ordnet de ting de skal.

Far må være hvor han vil på stuen, bare han ikke rører ved noget – han sidder oppe ved mit hoved, og hjælper mig med at rette operations-huen, der pludselig irriterer mig, fordi den sidder skævt.

Så ligger man der…

På et tidspunkt løfter de mine ben, og jeg kan ane de to kødklumper der sidder fast på kroppen, men kan slet ikke mærke dem – en meget syret fornemmelse!

Jordemoderen sagde at vi ikke ville se når han blev pillet ud, men at jeg gerne ville have ham op på brystet når han kom ud, og derfor flyttede de elektroderne fra brystet og ned på siderne af mig, så der var plads til baby.
De sætter forhæng op foran mig og tørrer min mave af, og gør den klar til operation.

Så siger fødselslægen ‘nu kommer der lige noget lidt mærkeligt, du skal fortælle dit navn og cpr nr og hvad du skal have lavet’ – jeg svarede mens at en sygeplejerske stod og holdt en seddel, så han kunne se at je svarede rigtigt.

Bagefter skulle de alle sammen fortælle hvem de var og hvad de hed. Jeg spurgte om jeg ville kunne mærke når de skar, og en sagde ‘næh, for mens de andre har præsenteret sig selv, har jeg nevet dig godt og grundigt, så du kan ikke mærke noget’.

Og så gik de i gang.

Jeg kunne fornemme at de rumsterede med mig, de snakkede og det gik hurtigt – da de hev baby ud trykkede de på min mave, og så kom han. Og han skreg!!!

Han er UDE!

Det blev hurtigt konstateret at han da havde lunger der virkede OG var en dreng, og så forduftede børnelægen (som far så komme ind få minutter før baby kom ud, bare for en sikkerheds skyld, og da alt var som det skulle være, var der ikke brug for hende).

Jordemoderen bar baby over til mig, tørrede ham lidt og lagde ham ind på brystet af mig.

Jeg kunne ikke holde fast på ham fordi at hænderne lå fikseret, så han gled hele tiden. Og hvor han dog skreg!!

De fik frigivet min hånd, så jeg kunne holde ham, og så sad vi ellers der, os tre – og hylede alle sammen. Baby var nærmest hel lilla af arrigskab.

Far blev helt rundt på gulvet og der blev hurtigt rekvireret saftevand til ‘farmand’ som var skidt, ‘stærk saftevand’ og at han skulle tage hovedet ned mellem benene.

Andre ting man kan bekymre sig om…

Alle på stuen syntes han var SÅ fin og jordemoderen fandt hans hue, som jeg selv havde syet – det fik hun også lige fortalt alle – syntes de også alle sammen var så fin. Og jeg syntes bare den sad forkert og så for lille ud 😛
De spurgte om han havde et navn og vi sagde at han nok var en Villy, det syntes de også alle sammen var så fint.

Efter lidt tid tog jordemoderen ham over for at måle og veje, og så fik far ham i armene, men jeg blev syet færdig.
Lægen konstaterede at nu var jeg syet pænt sammen og jeg sagde at det var da godt at han ikke havde syet mig grimt sammen! Så grinede han lidt inde bag masken.

De fjernede forhæng og pakkede mig sammen og jeg blev vippet over i en seng og kørt på opvågningen. Far gik ved siden af med Villy i armene.
Oppe på opvågningen blev Villy lagt til, og med en ammebriks hjælp, fandt han hurtigt fidusen og sluttede løs.

6 thoughts on “Fødselsberetning – et kejsersnit”

  1. Åh tænk at su snart skal opleve det igen❤️
    Blev så rørt af at læse din fødselsberetning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.